Borgerjournalistik på JydskeVestkysten

JA, det må man sige.
JydskeVestkystens nye chefredaktør, Peter Orry, kunne i hvert fald i går i køkkenet i Vodder Idrætscenter. Med Tønder-redaktionens lokalredakør, Uwe Iwersen, som køkkenchef var vi, en god håndfuld JV-medarbejdere, i gang med at tilberede menuen til aftenens fællesspisning: Soya-marineret andebryst, svinemørbrad, gratinerede kartofler med urter, tomatsalat og gemüse.
En ret ambitiøs menu, rent arbejdsmæssigt, må man sige.
Men det lykkedes altså at blive klar med det hele til et rykind på næsten 100 små og store, unge og gamle borgere, og de havde en god appetit: Selv om vi i køkkenet syntes, at der måtte være riiiiigeligt af det hele, så kom det stort set til at passe.
Og kan en filosof vaske op? JA, i den grad.
Webredaktionen på JV har i nogle måneder en praktikant, som studerer filosofi på overbygningen på Københavns Universitet. Det er Karl Olaf Christensen, som vil undersøge borgerjournalistikken i forhold til demokrati og borgerrettigheder og den slags. Han har haft feriejob i storkøkkener og gav den max skalle - også efter han fik en forbrænding på en finger. Så vaskede han bare op med én hånd (også her leverede chefredaktøren en god indsats).

Har JydskeVestkysten fået catering som en ny forretningsgren?
Njarrh, det bliver vist ikke lige foreløbig. Men, det var et meget godt eksempel på, at når mediehuset arbejder med brugerinddragelse, så handler det om meget andet end at klapre i et tastatur.
Facilitering hedder det med et nymodens ord, som jeg selv stejlede over for et par år siden. Ordet giver ingen opslagsresultat i Den Danske Ordbog online, men det betyder noget med at rumme og organisere, for eksempel et netværk med et bestemt formål.

Og det var præcis, hvad det handlede om i aftes i Vodder, som er det første af en række hyperlokale kraftcentre på jv.dk.
I går åbnede Dit Vodder på jv.dk - det første af sin art og dermed et nyt kapitel i dansk mediehistorie. Og borgerne var ikke bare samlet for at spise, men også for at høre om, hvordan de kan deltage.
Læs mere og se foto på jv.dk
På Dit Vodder er det nemlig først og fremmest borgerne selv, der skal bidrage med historier og foto, ligesom de selv skal plotte aktiviteter ind på en kalender og henvise til at kort.
De hyperlokale centre er en videreudvikling af borgerjournalistikken, som i godt to år har været et tilbud på jv.dk, og som fortsætter sideløbende.

Centrene vil typiske være mindre lokalområder. De får deres egen portal, som løbende vil blive udviklet med elementer, der kendes fra sociale medier som Facebook. Allerede nu kan borgere oprette profiler og deltage, og der bliver indsat links til de hjemmesider, der findes i området i forvejen. Forskellen ved hjemmesiden på jv.dk er, at alle kan deltage, og portalen indgår i jv.dk-universet, som trafikmæssigt er i stærk vækst og i denne februar nåede op over ti millioner sidevisninger.
Som et led i projektet tilbyder JydskeVestkysten også hjælp til at forbedre områdets blad. Dermed er det seneste nummer af Vodders “Ævle Bævle” vokset fra A5 i sort/hvid til et meget mere indbydende blad i A4 og firefarvers tryk.

I lokalområdet skal der være to-tre frivillige tovholdere, som i samarbejde med tovholdere i mediehuset sørger for, at der løbende kommer indlæg fra brugerne. I hvert fald skal de vigtigste foreninger og institutioner dækkes ind, og så kan alle andre deltage spontant efter lyst og behov.
I Vodder er en af tovholderne Merethe Juul Thysen, en sand ildsjæl, som øjeblikkeligt fangede, hvad projektet handler om, og som er alletiders sparringspartner i udviklingen af det.
Og hun vil sørge for, at køkkenholdet fra JydskeVestkysten vender tilbage om et års tid. Det kom chefredaktøren til at love hende, hvis Dit Vodder får 300 brugerindlæg på et år. Han må synes om at skrælle kartofler…

I forhold til, hvor lidt borgerjournalistik endnu i praksis er udbredt i de danske massemedier, er det utroligt, hvor mange mere eller mindre selvbestaltede web- og kommunikationseksperter, der udbreder sig om fænomenet på diverse blogs o.lign. - som i øvrigt vistnok kun bliver læst af ligesindede.
Meget af det er positivt, mens det oftest forholder sig modsat, når det kommer til traditionelle journalister. Her er stort set hele hylekoret enigt om at rakke det ned.
På et tillidsmandsrepræsentantmøde i Journalistforbundet i september sidste år lød det ifølge referatet i fagbladet Journalisten: “Borgerjournalistik er useriøse partsindlæg i spalterne” og “en nivellering af journalistisk faglighed ned til et discountniveau.” Her i januar på et efteruddannelsesseminar hørte jeg selv en mediechef beskrive det sådan: “Hø og hakkelse, som kun de nærmeste venner og familie gider at læse”.

Meget få af dem, der udtaler sig, arbejder - eller har nogensinde arbejdet - med lokaljournalistik, som vi gør det på JydskeVestkysten, hvor borgerjournalistikken efter min mening er et helt oplagt supplement til den professionelle indsats. Når det sågar i nogle tilfælde løftes op til et samarbejde, er det en rendyrket win-win-situation, fordi det input fra læserne kan give en langt mere nærværende dækning. Vores statstikker viser da også, at det bliver læst af en noget bredere kreds end familie og venner, da borgerjournalstikken står for cirka 5 pct. af vores sidehenvisninger på jv.dk.

Alligevel har vi - også i vores eget hus - kolleger, der er meget meget bekymrede over, at “cykelsmeden og hvem ved jeg” har direkte adgang til at skrive og uploade foto.
Ok, mange af os er i 30′erne og 40′erne og kom ind efter optagelsesprøve på journalistuddannelsen i Århus, som dengang var den eneste. I de år lå ansøgertallet over de 2000 til godt 200 pladser. En bedrift med betydelig streetcredit. Og når man så læste sin byline i avisen første gang, var det bare på med skindjakken og de sorte jeans, og så var man simpelthen for lækker!

Måske er nogle aldrig rigtig kommet sig over det? - og nu er man bange for, at amatørerne skal smitte og trække én med af piedestalen.
Det hjælper heller ikke, at man på avisredaktionerne har dyrket den magthaverrolle det er at have den fulde kontrol over, hvordan bogstaverne sættes sammen i morgendagens avis. På lokalredaktioner ofte uden konkurrenter.
Det er helt indgroet i kulturen, og der er næppe nogen private servicevirksomheder, der kan opbyde en tilsvarende arrogance overfor kunderne, som avishuse gør. Det er ærligt talt temmelig forstyrrende, når de bare vader ind på redaktionen, når man er midt i noget vigtigt, eller når de hele tiden ringer.
Alene af den grund er borgerjournalistikken et vigtigt led i at forny mediehusets kultur.

Ydermere har man som journalist jo også studeret i en af landets tre store byer, og så har man fået job i et lokalområde, som man ofte ikke har noget forhåndskendskab til. Får man hus, er det hjem bag ligusterhækken, og kontakten til den lokale befolkning kan være ret begrænset. Måske hjælper det lidt, hvis man får børn, der skal i daginstitution osv.

Men bevares, dygtige, velskrivende og kritiske journalister er vi da, og som sådan har vi en professionel evne til at tale med alle slags mennesker. Det er netop bonussen ved at være lokaljournalist, at man kommer ud i alle mulige sammenhænge, og arbejdsdagen er fuld af overraskelser.

Vi er bare vant til, at vi selv vælger emner og personer.
Det sker ud fra en endeløs og massiv strøm af input hver eneste dag. At sortere i strømmen er en stor del af det journalistiske arbejde. På en lokalredaktion skal der produceres linjer, ja, men vi uanset om vi skriver, så tastaturet smelter, kan vi ikke skrive om alt det, der kommer ind.

Selv har jeg i næsten ti år dækket to små kommuner på Als, og med faste “bjælker” på siderne, der gjorde, at de og de spalter skulle fyldes hver dag - uanset om der skete noget eller ej. Bjælkerne er siden blødt op og er nogle steder på vej til at glide ud - heldigvis og langt om længe. Avisens redaktører har i årevis frygtet for læsernes reaktion ved at gøre dette, men ikke mindst kommunalreformen har overhalet os indenom og har opblødt grænserne.

Nåh, men jeg dækkede Sydals og Augustenborg Kommuner i mange år. Det betød alt, hvad der rørte sig. I praksis var det en stor stak politiske udvalg og kommunalbestyrelsesmøder, der i lidt for tør udstrækning fyldte overskrifterne og pladsen. Det, man kunne kalde “rørpost fra kommunen”.
Ofte blev de sager samtaleemner på gaden, er jeg overbevist om, men lige så ofte tænkte jeg: Gad vide, hvad de også snakker om? Det var jeg ikke sikker på, at jeg havde helt føling med.

Nu er syv kommuner slået sammen til én her i Sønderborg-området. Mange borgere i yderområderne synes de kan mærke, at der er blevet længere til rådhuset.
Samtidig falder avisoplagene støt og roligt i hele verden, og JydskeVestkysten er ingen undtagelse, selv om det her går knap så drastisk nedad som andre steder.

Til gengæld er efterhånden de fleste online mere eller mindre hele dagen - på jobbet, hjemme og på mobilen. Den tendens har de fleste mediehuset grebet for flere år siden. Hvor internettet var et lidt mystisk fænomen, som kun få kendte til, da jeg blev uddannet i 1996, er det nu er redskab, som de færreste journalister kan arbejde uden.
Hvor vi før en gang imellem tjekkede fakta i et gammelt Salmonsens Konversationsleksikon på redaktionen, er vi nu hele tiden ude på nettets søgemaskiner, og hvor vi tidligere havde én daglig deadline før trykstart, er det nu i princippet hele døgnet, for historier er ikke færdige på én gang - de kan hele tiden opdateres på nettet.

Ellers er vores grundlæggende arbejdsredskaber de samme, og det er de samme kompetencer, der i bund og grund skal bruges for at lave gode historier til avisen og til jv.dk. Derfor går traditionelle journalister ikke af mode - og slet ikke, når de - som de fleste nu - forstår at arbejde på flere medieplatforme.

Noget andet er at åbne for samarbejde med læsere og borgerjournalister, som også kommer med deres input online og vil både ses og høres og have plads i spalterne, hmrf!!! - den er svær at sluge for mange.
Ordet kvalitet bliver holdt op som et skjold, idet kvalitet udelukkende betragtes som kritisk og afslørende journalistik - sådan noget, som vælter statsministre og høster faglige priser.
Men lokaljournalistik er langt mere end det. Den gode lokalavis skaber identitet, netværk og sammenhængskraft. Det var et socialt medie - længe før, der var noget der hed Facebook og web 2.0
Derfor er borgerjournalistik og brugergenereret indhold så oplagt. Brugerne kan hjælpe os med at opdage og formidle alle de samtaler, der foregår rundt omkring i lokalområdet, og de kan hjælpe os ved at indgå i en proces med at udvikle og fuldende de emner, vi bringer på bane.

Hvordan jeg blev så begejstret? - for det er jo ikke min opfindelse på JydskeVestkysten.
Det var lidt af et tilfælde. Efter to gange lavpraktisk barselsorlov med to gange tvillinger tæt på hinanden, syntes jeg, det var på tide at blive opdateret på alle de nye gadgets, som “de unge” går og bruger: SMS og online-musik osv. Jeg meldte mig til et efteruddannelsesseminar, der handlede om “noget med internettet” og lokaljournalistik.
Her kom udviklingschef Mary Lou Fulton fra den gamle californiske avis The Bakersfield Californian og fortalte om, hvordan bladhuset for flere år siden havde kastet sig ud i brugerdrevet lokaljournalistik og nu med stor succes og flere forgreninger driver det som en sidevirksomhed til papiravisen, der stadig er flagskibet. Se Bakersfield Voice

Hun fortalte, hvordan nogle store drenge kom ind med en video, de selv havde lavet, hvor de - meget dygtigt - gjorde grin med cowboylivet i det landlige by, der efter amerikanske forhold er en provinsby med kun 300.000 indbyggere.
De var tæt på at blive afvist i receptionen, for sådan noget var de ikke vant til at tage imod.
Men så var der jo internettet, og hvis drengenes film ikke var blevet vist på Bakersfield Californians hjemmeside og derfra rundsendt viralt til så godt som alle borgere i byen - jamen så var den nok kun blevet udbredt via Youtube, som jo slet ikke er lokal.
Det havde været noget af en bommert for lokalavisen. Brugerne var allerede mere klar end avishuset.

Se det var en aha-oplevelse, og få måneder senere indførte JydskeVestkysten borgerjournalistik, som jeg nu har beskæftiget mig i mere end to år.
Kontakten med borgerjournalisterne og de fysiske møder, jeg har med dem, er stærkt inspirerende. Også selv om jeg slet ikke var træt af min rolle som traditionel journalist.

Så pas på, man kan blive begejstret!